|
Ligklædets odyssé
33
Josef fra Arimatæa køber et ligklæde, et lagen, sindon,
og svøber det om den døde Jesus i Josefs egen klippegrav, som
forsegles og bevogtes. Ca. 36 timer senere findes graven tom,
"...og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen
med linnedklæderne, men sammenfoldet på et sted for sig selv.”
(Johannesevangeliet, kap.20, v.7).
Ifølge de kirkehistoriske kilder
bringer én af Jesu disciple kort efter mesterens død et portræt af Jesus til den spedalske
kong Abgar 5. Ukkama, der hersker over Edessa (det nuværende
Sanliurfa i det østlige Tyrkiet). Kongen helbredes i samme
øjeblik, portrættet vises.
Kildernes indbyrdes vidnesbyrd er af mange forskere tolket
derhen, at portrættet af Jesus, som går under betegnelsen
akheiropoietos ”ikke formet af menneskehænder”, er identisk
med ligklædet i Torino.
544 Klædet genfindes i Edessas bymur og opbevares i de følgende 400 år i
Edessas katedral.
I 943 sender den byzantinske kejser Romanos
1. en hær ud for at bringe klædet til rigets hovedstad,
Konstantinopel.
944
På dagen for ”Jomfru Marias Hensovning", d. 15. august 944 ankommer
klædet til Konstantinopel.
Gennem de næste 260 år æres klædet af pilgrimme fra hele
Europa. Adskillige dokumenter bekræfter, at det drejer sig om et
stort klæde, hvor hele Jesu legeme er afbildet. Den sidste
beretning (opbevares på Det Kongelige Bibliotek i København) om klædet i Konstantinopel kommer fra korsfareren
Robert de Clari, der studerer det i 1203. Han kender ikke dets
skæbne efter byens fald i 1204.
1355 Efter de ”ukendte år”, hvor ligklædet muligvis har været i
tempelriddernes besiddelse, udstilles det i 1355 af
ridderen Geoffroi de Charny i den lille, franske landsby, Lirey,
sydøst for Paris. Udstillingen bliver et tilløbsstykke. Der
udfærdiges souvenirmærker med ligklædet afbildet. Den lokale
biskop, Henri de Poitiers, beordrer i 1357 udstillingen standset, da han
mener, klædet er en forfalskning.
1389 Geoffrois søn, Geoffroi 2. påbegynder en ny udstilling af ligklædet i
Lirey. Omgående forbyder biskop Pierre d’Arcis udstillingen; men
paven i Avignon tillader fremvisningen.
1453 Geoffroi 2.s datter, Margaret de Charny skænker ligklædet til
grevskabet Savoyen. Ligklædet føres midlertidigt til grevskabets
hovedstad i Chambéry.
1532 Natten til d. 4. december udbryder der brand i Chambéry-kapellet, hvor
klædet nu er anbragt. Flammerne er tæt på sølvskrinet, der
smelter i det ene hjørne. Det smeltende sølv forårsager sammen
med et glødende
træstykke fra låget de brandhuller og svidninger, vi
ser i dag. Klædet repareres i 1534 med lapper og påsys et støttelagen.
1578 Ligklædet ankommer til Torino, som nu er Savoyens hovedstad. Her
fremvises det d. 12. oktober for en skare på 40.000. Fra den tid
udstilles det med jævne mellemrum.
1694 Bag Johannes Døber domkirken står nu Guarinikapellet færdigt, specielt
opført til ligklædet. Her opbevares klædet sammenrullet bag glas
og gitterværk lige indtil 1993, hvor kapellet restaureres.
1898 Under en otte dages udstilling fotograferer Secondo Pia ligklædet for
første gang d. 25. maj. Den mageløse opdagelse i hans
mørkekammer, hvor negativet viser ansigtet som et fotografisk
positiv, bringes straks ud til offentligheden.
1973 Kriminologen Max Frei udtager prøver til pollenanalyser og
tekstileksperten Gilbert Raes afklipper to prøver à 40 x 13 mm
til analyse.
1978 Efter en formidabel velbesøgt udstilling fra 26. august til 8. oktober
med 3,5 million besøgende i anledning af 400-året for ligklædets
ankomst til Torino får et amerikansk forskerhold, STURP
og et italiensk hold tilladelse til at underkaste klædet en
avanceret, multidisciplinær, videnskabelig undersøgelse. STURP's
væsentligste opdagelser er, at billedet ikke er et maleri, men
aftegner et virkeligt menneske, der er pisket og korsfæstet. De røde pletter er menneskeblod. Selve billeddannelsen
forbliver et mysterium.
1988 To års planlægningsmøder, der skulle forberede en omhyggeligt
tilrettelagt og velgennemtænkt kulstof 14-datering af
Torinoklædet ender i en discountløsning: I stedet for at følge
et råd om at anvende mindst syv dateringslaboratorier benyttes
kun tre. Prøvematerialet tages fra et forurenet hjørne og ikke
fra diverse repræsentative områder.
13. oktober falder C 14-dommen. Den daterer klædet til
middelalderen, mellem 1260 og 1390. Denne datering er siden -
berettiget - draget i tvivl.
1998 Offentlig udstilling 18. april - 14. juni i anledning af 100-året for
Secondo Pias epokegørende opdagelse. Mere end to millioner
besøger ligklædet.
2000 Offentlig udstilling 12. august - 22. oktober i anledning af
millenniet. Skønt ligklædet er udstillet to år tidligere,
besøges det alligevel af mere end én million. Ligklædet
anbringes udfoldet i et fem meter langt skrin, beskyttet mod
forurening.
2002 Efter anbefaling af Kommissionen til Ligklædets Bevarelse
tillader Vatikanet en gennemgående restaurering under ledelse af
tekstileksperten, M. Flury-Lemberg. Alle lapper påsyet i 1534
fjernes sammen med støtteklædet. Klædet udrettes for folder og
sys til sidst fast på et støtteklæde, der matcher ligklædets patina.
2004 Professor Giulio Fanti viser, at dele af ansigtet er afbildet på
klædets bagside, om end meget utydeligt.
2005 Kemikeren Raymond Rogers påviser, at området, hvor materialet til
kulstof 14-dateringen er taget, ikke har samme kemiske og optiske egenskaber som det øvrige klæde. Der
er desuden iblandet bomuldsfibre i hørren. Disse fund falder
sammen med en tidligere observation, at klædet i
prøvetagningsområdet afviger i både struktur og tykkelse. Meget
tyder på, at området udgør en kunstfærdigt udført reparation i
1500-tallet. Prøvetagningsområdet er derfor ikke repræsentativt
for klædet.
3
|

Ligklædets formodede rejserute. © Niels Svensson

Traditionens
placering af Jesu gravkammer i Gravkirken, Jerusalem; i dag
beklædt med marmorfliser. © Franciscan Cyberspot

Kong Abgar 5.
helbredes af klædet med portrættet af Jesus. © Nikos & Kostas
Kontos

Kejser Romanos i midten til højre modtager Edessaklædet. ©
Nationalbiblioteket, Madrid

Landsbyen
Lirey. Pilen peger på den nuværende stenkirke, hvor tidligere
ligklædet blev udstillet i en lille trækirke. ©
Office du tourisme de Troyes

Sainte Chapelle,
Chambéry. © Niels Svensson 2002
4 |