|
|
 |
Kulstof 14-datering
|
Kulstof 14-dateringen i 1988
21. april 1988 afklippede Professor Giovanni Riggi di Numana et 1x7 cm stort stykke af ligklædet til kulstof 14-datering. Et halvt år senere kunne tre laboratorier med 95% sikkerhed fastslå, at ligklædet i Torino kunne dateres til tidsrummet 1260-1390. Klædet kunne således ikke være Jesu ligklæde.
Eftersom ligklædet har kunnet spores historisk, tekstil- og kunsthistorisk, arkæologisk, botanisk og krystallografisk tilbage til oldtidens Palæstina, og eftersom billedet retsmedicinsk overbevisende gengiver Jesu korsfæstelse, vakte en middelalderlig C 14-datering naturligvis videnskabelig forundring. Forskere, der mente, at klædet var ægte, dvs. Jesu ligklæde, fremsatte hypoteser, der forsøgte at forklare det - efter deres mening - forkerte dateringsresultatet.
C 14 er en radioaktiv isotop, der henfalder med en kendt tidshastighed. Ved at måle den procentvise rest af kulstof 14 i forhold til det stabile kulstof i hørklædet får man et mål for alderen. Jo mere C 14, jo yngre er klædet og vice versa. Nu foreslog en del forskere, at klædet på et tidspunkt var blevet forurenet eller "beriget" med C 14. Det kunne være sket f.eks. under branden i 1532. Mikrobiologer mente at kunne påvise et helt lag af bakterier fra prøvetagningsfeltet, en biocoat. Begge forhold angives at efterlade et større indhold af C 14 og dermed en yngre datering. Et par atomfysikere tog springet og fremførte hypoteser, der gik ud på, at Jesu opstandelse havde ændret de atomare forhold i klædet i retning af større C 14-indhold.
Rogers og genvævningshypotesen I sagens natur er det vanskeligt at føre bevis for nævnte hypoteser. I stedet er en mere jordnær forklaring på det uventede C 14-resultat blevet fremført. Efter at have læst to rapporter om en reparation, der i 1531 var udført på klædet i området, hvor C 14-prøvematerialet var afklippet, opdagede Raymond Rogers, at netop dette felt viste sig at være både kemisk og optisk forskelligt fra det øvrige klæde. Rogers fandt i tråde fra området betydelige mængder vanillin – en naturlig delkomponent af lignin, som findes i store mængder i hørfibrene, men intet vanillin i de tråde, han i sin tid havde taget fra andre steder på ligklædet. Normalt finder man ikke vanillin i gamle klædestykker; fx er der intet vanillin i det hørlinned, der omsluttede de berømte Dødehavsruller fra vor tidsregnings begyndelse. Tabet af vanillin fra lignin sker med en ret konstant tidsfaktor. Ud fra dette kendskab kunne Rogers fastslå, at ligklædet måtte være mellem 1.300 og 3.000 år gammelt og altså ikke kunne stamme fra senmiddelalderen. Rogers påviste endvidere splejsninger mellem gamle og nye hørtråde, farvet med alizarin og fæstnet med bejdse, et farvestof udvundet af krapplanten. Disse stoffer kunne påvises kemisk. Rogers konkluderer, at ligklædet på et tidspunkt har været repareret med nyt, kunstfærdigt patineret hørstof, splejset ind i det gamle - en kendt metode, der går under navnet (eng.) invisible mending eller French reweaving. Prøven til kulstof 14-datering i 1988 fra en sådan blanding af gammelt og nyt hørstof forrykker naturligvis dateringen til en yngre periode. |
Pressekonferencen 13. oktober 1988, British Museum. Resultatet af kulstof 14-dateringer fra tre laboratorier i Arizona, England og Schweiz er netop afsløret for verdenspressen. © Telegraph Group Ltd.
Kemiprofessor Raymond N. Rogers som emeritus i sit hjemlige laboratorium, kort før han døde i 2005. © 2005 Barrie M. Schwortz
En splejsning mellem gammel og ny hørtråd fra ligklædet. Foto: Raymond Rogers
|
| 3 |
